I krydset mellem Torbenfeldvej og Vejlegårdsvej vil K-Fastigheter tilbyde 95 lejeboliger og 92 p-pladser i garage.
Lejlighederne vil ligge i to sammenhængende bebyggelser med tre blokke i hver. De placeres således, at de følger linjerne i skellets afgrænsning, samtidig med at de bygges i niveauer for dermed at skabe bevægelse og variation i bygningskroppene. Set fra de omliggende indfaldsveje træder den bagerste bygning frem bag den forreste, mens den forreste forholder sig til den lavere boligbebyggelse på den anden side af Torbenfeldvej.
På de øverste to etager i hver boligblok indrettes der større penthouse lejligheder med tilhørende tagterrasser. Terrassernes placeringer bevirker, at facadens linjer på de øverste etager rykkes tilbage og bidrager dermed yderligere til en opblødning af formen.